Bækken som hjul

Bækkenhalvdelene som hjul

ØVELSESFORSLAG TIL DIG
Vores bækken bevæger sig hele tiden i mange plan, når hesten flytter på os. Er vi meget stramme i bækkenets muskulatur (herunder bækkenbunden), så vil denne bevægelse være forhindret eller reduceret. Ser vi fx på sædebenene vil de ofte lave en modsatrettet bevægelse, for at opretholde en god – dynamisk – balance. I skridt vil det ene gå lidt væk fra midten og det andet lidt ind (ganske små bevægelser) i samme rytme, som hestens skridttakt. Prøv at mærke denne bevægelse, når du går helt almindeligt og samtidigt rører ved dine sædeben. Lave et par squats og gentag, der vil sandsynligvis være mere bevægelse nu.
For at få en god affjedring i galop kan du prøve følgende øvelse/visualisering:
Forestil dig, dine to bækkenhalvdele er hjul og med korsbenet i midten (se min meget simple illustration). Stående på jorden/liggende på ryggen (din egen) løfter du det ene knæ op og mærker hvordan hjulet/bækkenhalvdelen roterer tilbage om sin egen akse. Når du sænker benet, roterer hjulet frem igen. Øv et par gange med begge ben, for at få en fornemmelse for bevægelsen i hjulet. Jo mere du bygger på dit billede, jo bedre – giv hjulet en type (cykelhjul, racerbildæk, vognhjul, pizza etc) – alt rundt kan principielt bruges, så længe du synes om dit billede. Skal din øvelse have endnu mere effekt, kan du give dit hjul farve, duft og måske også en lyd. Læg mærke til, om det bliver nemmere at fornemme bevægelsen i din bækkenhalvdel, som dit billede tager form?
Du tager nu dit billede med i sadlen. I højregalop vil dit HØJRE hjul rotere lidt tilbage om sin egen akse (ca i lille pizzaslice-afstand) ergo dit sædeben går lidt frem og toppen af bækkenet lidt tilbage. Det venstre hjul, når du rider højregalop, vil rotere frem om sin egen akse – altså du får en modsatrettet bevægelse af de to hjul/bækkenhalvdele. I venstregalop er det omvendt.
Første gang du prøver øvelsen i sadlen, ville jeg bare fokusere på det højre hjul (i højregalop) og gradvist bygge det modsatte hjul på. Det er en god øvelse at træne i longen, så man kan fokusere kun på sig selv – og huske sin vejrtrækning samtidig.
Der er også andre øvelser fra Franklin Method Equestrian, der vil være gavnlige, men denne tænker jeg er rigtig god at lege med.