Skulder ved skulder

NR 1: GÅ VED SKULDER

Kan du huske, at jeg for et par dage siden skrev, at jeg havde været en tur på Midtjydsk Rideklub i Hammel og lave en fællestræning for nogle piger?

Den allerførste øvelse, som pigerne fik tildelt – og her optræder som den første af de fem fokusøvelser – var at de skulle følges ad rundt på hovslaget (altså hest og rytter) skulder ved skulder. Mange er vant til at gå foran hesten (ja, jeg gør det også selv indimellem, og især når mine tanker flyver) og andre slæber nærmest hesten afsted.

Går foran hesten
Jeg går i min verden og hun i hendes. Jeg håber, de ikke er for langt fra hinanden ift motivation 😉

Rent praktisk er det et mere sikkert sted at gå, når hesten har lært at gå ligeud i en god selvbalance. Vi kan nemmere reagere, hvis den pludselig hopper frem eller stopper op. Får du brug for at mønstre din hest enten ved stævne, kåring eller dyrlægebesøg, så er det nødvendigt, at han både kan skridte og trave fint ved siden af dig.

Det giver en helt anden oplevelse for os (hest og menneske sammen), når vi følges ad.
Skulder ved skulder.

Dengang i tidernes morgen hvor jeg red militarystævner skulle vi altid mønstre hesten, først i skridt og derefter i trav, når vi var til hesteeftersyn – ved stævnets start og inden ridebanespringningen på 3. dagen (når det var et tre-dags stævne vel at mærke). Her var dyrlægen ofte kynisk – kom du til hesteeftersyn med en møgbeskidt hest, fordi du havde festet liiiidt for meget og ikke orkede at klargøre den – var det en ommer! Det har jeg heldigvis ikke selv prøvet (det med ommeren). Selve hesteeftersynet er en del af konkurrencen og derfor mener jeg, at hesten både skal være trænet til opgaven og behørigt klargjort inkl. rytteren møder op i rent tøj… Nå, det blev lidt et sidespring.

Der er som bekendt mange veje til Rom – sådan her vil jeg lære hesten denne øvelse:
– Start med at stå ved skulderen af hesten og giv et fremsignal til hesten, enten ved at trække i tovet, sige en hyp lyd eller et lille dut med pisken bag mig.
– Straks han svarer frem, stopper jeg mit signal og jeg begynder at gå med ham (måske er retningen lidt skæv i starten, det tager jeg mig af, når han har lært at gå frem, medmindre han vader hen over mig naturligvis).

Hvis man korrigerer alt for hurtigt i starten, bliver hesten måske i tvivl om, hvad han skulle og prøver en helt anden løsning. Sker det, så bremser du ham, tager et nyt nu og prøver igen med en endnu skarpere timing eller en lettere opgave.

Hvis din hest er trænet primært på visuelle signaler, vil han måske have sværere ved opgaven. Nogle heste lærer – bevidst eller ubevidst fra træneren – at skulle gå, når træneren bevæger sine fødder.

Fuld stop
Passion er tydeligvis ikke trænet på visuelle signaler og stopper ikke, fordi jeg gør det 😀

Når hesten er blevet god til at gå ved siden af dig i skridt, kan du øve at gå i forskellige retninger, svinge til begge sider og begynde at øve roligt trav, hvor du selv løber ved siden af. Ift trav vil jeg knytte den kommentar, at du skal kunne følge fartmæssigt med samtidig med, at din energi er rolig (og det kan man understøtte med forskellige mentale billeder, men det er en helt anden og længere historie). Ellers risikerer du, at tempoet bliver for højt, og at en af jer kan miste balancen og overblikket.

Du kan bruge korridorer af bomme til at hjælpe med at holde retningen (også en meget god øvelse til din longetræning) eller lave en streg i sandet og se om I kan blive præcis på sporet, mens I følges ad. Sværhedsgraden kan varieres ift retning, tempo, bredde på korridor og det generelle setup. Start med at lave opgaver, som du er ret sikker på, at hesten kan løse og byg gradvist op. Og kan du så gentage øvelserne, hvor du går foran hesten?

Jeps, nu foreslår jeg det alligevel. Din opmærksomhed er skærpet gennem de foregående øvelser, og det er en kæmpe fordel at kunne navigere din hest på flere måder. Du skal gå foran gennem smalle passager, hvis den skal trækkes ind i (eller ud af) en trailer, find selv på flere… Der er ikke ret meget i verden, som er enten-eller, og jo flere måder du kan navigere sikkert med din hest jo bedre 🙂

Prøv at følges skulder-ved-skulder med din hest i et lavt tempo, hvor du er opmærksom på hvert skridt i tager. Måske du lader ham sætte farten for en stund? Føles det anderledes, hvis I går i takt? Udforsk de forskellige muligheder, og se om I har en fælles favorit, hvor der er mest fokus, nærvær og samhørighed.

Skulder ved skulder
Her følges Passion og jeg ad i både retning, tempo og energi <3

Jeg vil mene, at du gør din hest en kæmpe tjeneste, hvis den lærer af kunne gå ved siden af dig og kontrollere både retning og tempo – det er til nytte i mange situationer og til glæde for jer begge og jeres sammenhold ❤️

Du er meget velkommen til at dele i kommentarerne på opslaget på min facebookside, hvordan I oplevede øvelsen ’at gå skulder-ved-skulder’.

Have fun!
❤️ Betina