En anden ’nem’ øvelse, som mange forbinder med nybegyndere, ponygames og leg, er at ride slalom mellem kegler eller andre markeringer. Øvelsen er som den foregående meget alsidig og har flere gavnlige virkninger.
Jeg husker klart øvelsen fra min tid på rideskolen med ca. 800 små ponyer, der stod i meget små bokse, kun fik en tur på fold samt hø om søndagen (for sådan var forholdene dengang), men som spredte så meget glæde blandt de maaange børn, som havde deres daglige gang på stedet. Når vi red slalom i ridetimerne, så var det oftest mellem gamle olietønder, så det var om at passe på sine udsatte knæ. I dag bruger jeg øvelsen med et andet fokus – jeg vil sige, at i dag har jeg fokus, når jeg bruger øvelsen.
Markørerne (altså fx kegler, men brug din fantasi) hjælper mig til at holde en retning og være præcis, samt definerer min rute og sværhedsgraden for øvelsen. De kan stå på en lige linie eller stå forskudt, med kortere eller længere afstand, få eller mange kegler – find selv på flere… Nogle heste kigger lidt på markørerne og det kan sommetider give en fin runding og et ekstra lille stræk frem og ud i halsen, så vi får lidt ekstra hjælp.
I denne serie handler det om fokus og balance; slalomøvelsen fordrer koncentration fra hest og rytter, for at få det bedste udbytte til samarbejdet såvel som hestens krop og balance. Her gælder det – som altid – med at lave opgaven nem for hesten til at starte med. Lav bløde sving, der passer til hestens formåen og fysik, hvor hesten er relativt lige i kroppen, og du sørger for, at det ikke bare er halsen, som bøjer.
Øvelsen løsner for spændinger og stramhed i hestens forpart, når han skal strække og bøje sig rundt i vendingerne. Midterstykket med hestens ribbenskasse vil også få et stræk på udvendig side i buerne. Den er med til at gøre hesten mere ens i begge sider, og styrker således ligeudretningen og balancen på sigt. Øvelsen træner drejesignalet både i tov og tøjle samt rytterens fornemmelse for hestebenenes placering.
På fotoet ses Passion i forskellige faser af slalomøvelsen. På det første af billederne er jeg midt i at give hende et signal til at dreje, hvor snoren er stram. På det næste er jeg midt i eftergiften. På billede tre og fire går jeg baglæns imens jeg leder hende gennem øvelsen. Man kan se på hende, at hun er fokuseret på opgaven.
Rid/gå ind i øvelsen med hesten ligeudrettet og giv et lille drejesignal til den ene side. Giv efter, når hesten drejer. Giv et lille drejesignal til den nye side, giv efter og så fremdeles. Lav øvelsen i roligt tempo, så I begge kan nå at opleve de forskellige elementer i øvelsen.
Når du laver slalom for hånd eller fra sadlen, kan du være opmærksom på at give så små signaler til hesten som muligt. Hver gang hesten svarer rigtigt, så husk at blive blød i din arm og krop et øjeblik inden du giver signalet til at dreje mod den nye retning. Når du laver den lille pause med eftergiften, oplever hesten, at han har svaret rigtigt på dit drejesignal ved at blive belønnet herfor (negativ forstærkning i læringsteoretisk sprog).
For hånd kan du bruge tøjlerne og gå på siden af hesten, du kan give dit signal med et grimeskaft eller du kan gå baglæns foran hesten, hvor du kan bremse og observere ned i mindste detalje, hvad der sker. Det at gå baglæns – i slalom – er også godt for din koordination, så den kan blive udfordret og deraf bedre. Min var udfordret en del! Prøv de forskellige måder at føre hesten af – find en favorit og skift mellem det hele. Jo mere alsidig du er, jo bedre – så længe du er fokuseret på opgaven.
Laver du slalom fra sadlen, skal dine ben være afslappede, så der er plads til at hesten kan rotere sin ribbenskasse mod udvendig side i buerne. Den ’regel’ gælder for al ridning, for at hesten kan bevæge sin krop hensigtsmæssigt. Hvis du ser en hest i bevægelse bagfra, vil du se, hvordan ribbenene svinger fra side til side, når han fører bagbenet frem. Det er forskelligt fra hest til hest, hvor stort udsvinget er.
Slalomøvelsen kan du udføre uden markeringer, og stadig få en gavnlig effekt i hestens krop og fokus. Du kan bruge dele fra øvelsen, så du kan fx ride en kvart slalombue, hvis hesten bliver lidt skæv rundt på en volte. Måske kan du hente den fornemmelse, som buerne gav dig, og genskabe følelsen i en slangegang eller i en anden forbindelse. Hver gang vi får en god oplevelse af hestens bevægelse, vil den lagres i vores bevidsthed og vi kan med øvelse lære, at hente de forskellige bevægelsesoplevelser frem. Hvis du har prøvet en session med Franklin Balls®, så ved du præcis, hvad jeg mener.
Som ved de foregående øvelser, er du velkommen til at dele i kommentarerne på opslaget på Facebook, hvordan I oplevede øvelsen – jeg kunne godt tænke mig at høre om din bevægelsesoplevelse.
Have fun!
❤️ Betina