Fælles for de fleste hestetrænere/ryttere er, at vi introducerer opgaver og øvelser til hesten trin-for-trin Fremgangsmåden anvendes rigtigt mange gange i (heste-)træning, måske gør du det uden at være helt bevidst om det? Når vi skal lære en ung hest at løfte ben, forventes det ikke, at den kan udføre opgaven/adfærden i første forsøg. I stedet belønner vi for de små fremskridt, og hen ad vejen kender hesten opgaven. Når vi er nået i mål, sidder signalet på rygraden af hesten og derefter forventer vi, at den med pågældende signal, løfter benet straks.
Det er derfor en fordel, når trinene på trappen passer til hesten – du kender helt sikkert fornemmelsen af at bevæge dig på en trappe, hvor trinene har en forkert højde, bredde og hældning? Det er hverken nemt eller behageligt. Når du afpasser trinene, så de matcher dig og din hest – fysisk såvel som mentalt – er det er motiverende for hesten at fortsætte, da den er i stand til at løse delopgaverne og bliver belønnet herfor. Personligt stræber jeg altid henimod, at træningen bliver stressfri og konflikter.
Nu handler det ikke om, at komme først til toppen – det handler for mig om udvikling; om at vi bliver dygtigere, stærkere og sundere fysisk og mentalt, og føler os godt tilpas. Jeg skriver ‘os’, fordi det både gælder for hesten i træning, mig selv og også for min elev, hvis det er i en undervisningssituation.
– Men selv med små skridt kan man godt komme først til toppen! Når vi undervejs bliver nødt til at træde et par skridt tilbage – uanset om det er korte eller lange skridt – vil de små skridt ikke nå så langt ned ad trappen. For mig er det et perfekt billede på, hvorfor det er en fordel at tage sig god tid og ikke presse hestene (eller eleverne/børnene) for hurtigt. Det er vigtigere – for mig – med den sunde og stabile udvikling.
Og når tingene går rigtigt godt – og jeg bliver grådig og tager lidt for store skridt (det sker selvfølgelig) – må jeg ty til punkt 5 på nedenstående liste, lave om på min plan, trække vejret dybt og smile lidt ad mig selv…
5 trin til succes
Herunder får du fem ‘huskeregler’, som kan hjælpe dig med at få succes med din træning – særligt punkt 5 synes jeg er vigtigt. Du vil lave fejl – det gør vi alle! Når du er ligeså forstående, overbærende og tilgivende overfor dig selv, som du er overfor den utrænede hest, vil I begge opleve langt større glæde og fornøjelse ved træningen. Glæden er vigtig!
- Timingen i belønningen er altafgørende, for at træningen lykkes og skrider fremad. Straks hesten viser tegn på at ville udføre den ønskede adfærd belønnes den med eftergift og ros/godbid, og den vil være mere motiveret for at gå videre med træningen.
- Ignorer uønsket adfærd, da den så bliver betydningsløs i hestens optik. I modsat fald kan du lave en betingning, fx skabe følelsen af frustration hos hesten, når den ser fodbolden, som i træner med. Fasthold blidt dit signal indtil hesten svarer rigtigt, og giv belønningen derefter som i pkt. 1.
- Gå et trin ned ad trappen, hvis træningen stagnerer eller roder. Måske går du for hurtigt frem, og hesten bliver frustreret og forvirret, da den ikke enten formår eller forstår at løse opgaven. Keep it simple, så der er størst chance for at hesten kan løse opgaven.
- Skriv det ned. Når du har din shapingtrappe nedskrevet, kan du lettere følge processen. Det er en træningsplan, og den kan og skal ændres efter behov, så træningen passer præcis til hesten.
- Nyd processen. Glæd dig over alle de små trin og at du og din hest bliver mere forbundne og finder glæde i at kunne løse en række opgaver. Lær af dine fejl, sig ’pyt’, korriger planen og prøv til igen. Det skal være sjovt.
Gør det med glæde
♥ Betina