Et kursus for aktive dressurryttere

PRÆSTER BEDRE TIL STÆVNER

Ønsker du at få højne dine ridt til stævnerne,
opleve mindre nervøsitet og blive bedre til at
holde fokus på dressurbanen?

I løbet af weekenden 12-14. maj 2023 vil du blive præsenteret for redskaber og teknikker, der kan hjælpe dig, så din og hestens stævneoplevelse fremover bliver mere fornøjelig og du vil opleve øget rideglæde.

Kurset afholdes på Haugevejens Hestecenter ved Kjellerup på vores udendørs bane, der bliver flot pyntet op, så vi kan nærme os en rigtig stævneoplevelse – og samtidig lave et godt setup for hver enkelt ekvipage.

Du får:

  • 2 stk programgennemridninger for dressurdommer
  • Videooptagelse af dine ridt
  • 2 stk FME holdlektioner uden hest
  • 30 min. enelektion med Betina Buus Rasmussen
  • 30 min. enelektion med Jannie Thuesen 
  • Læring ved at følge de andre ekvipagers lektioner og udvikling
  • Workshop omkring præstation
  • Aftensmad fredag, frokost lørdag og brunch søndag
  • Snacks, kaffe/te under hele kurset
  • Boks til din hest fra fre-søn
  • Goodiebag

Vi lægger stor vægt på et miljø, hvor det er trygt at udvikle sig som ekvipage samt at alle deltagere bakker op om hverandre samtidigt med vi har det sjovt. Sammen skaber vi god stemning!

Deltagerantallet er begrænset til 10-12 ryttere og weekendkurset er for dig, der allerede er i gang på dressurstævnebanerne. Kun voksne deltagere denne weekend (+18 år).

Pris kr.: 3.495,00 inkl. moms

Foreløbig tidsplan:
Fredag
16-18 Programridning med bedømmelse
18-19 Velkomst og servering af tapas
19-21 Workshop omkring præstation og målsætning for stævneryttere 

Lørdag
09-10 Introduktion til Franklin Method Equestrian, herunder fokus-minut, proprioception, rytterens nervesystem, vejrtrækning og selftalk. Forberedelse til lektion senere på dagen.
11-17 Enelektioner, 30 min hos hhv Betina (med fokus på koncentration og fokus på opgaven i et svært miljø) og Jannie (med fokus på korrekt udførte øvelser i et svært miljø)
17-18 Evaluering af dagen og spørgsmål
 
Søndag
09-11 FME workshop; opvarmning, koordination, central axis, COG, flere redskaber til vejrtrækning, øvelser for et smidigt bækken og en fleksibel rygsøjle
11-12 Brunch-ish
13-15 Programridning med bedømmelse, se yderligere info under praktisk info 🙂
15-16 Evaluering af weekenden, kaffe og kage
 
Tilmelding: send en mail til betina@buus-rasmussen.dk. Når depositum kr. 995,- er modtaget på MobilePay 14785, er din plads reserveret. Resterende kursusgebyr kr. 2.500 skal betales senest 1. juni 2022. Tilmelding er bindende, men du må gerne overdrage din plads, hvis du bliver forhindret. 

👩🏻‍🦰👩🏻 Hvem er vi 👩🏻‍🦰👩🏻

Jannie Thuesen
Mit navn er Jannie Thuesen. Jeg er uddannet BBH instruktør og er dressurdommer med personlig konkurrence erfaring.
 
Jeg underviser med en positiv tilgang og møder hest og rytter hvor de er, for at hjælpe med at skabe større samhørighed. Jeg har fokus på hestens naturlige instinkter, biomekanik og at træningen er uden konflikter.
 
På den måde opnår vi sammen en stærkere og sundere hest som holder i mange år. Har vi en sundere hest, og mindre konflikter, er vi tættere på målet om udvikling og forbedring af resultater.
Betina Buus

Mit navn er Betina Buus Rasmussen og jeg er BBH-Basisinstruktør og kropsterapeut. Mit fokus er at hjælpe ryttere med at finde større glæde ved deres heste og i ridningen. Undervisningen er baseret på afprøvede  træningsprincipper forenet med min øvrige hesteerfaring, herunder også konkurrenceridning. 

Jeg er som den første i Danmark certificeret Franklin Method Equestrian Level 1 Educator. Det er en metode, der forbedrer rytterens proprioception og bevægelse samt bevidstgør tankemønstre.

PRAKTISKE OPLYSNINGER OMKRING KURSET

Herunder finder du forskellige oplysninger omkring kurset ‘Præster bedre til stævner – et kursus for aktive dressurryttere’, så du på forhånd ved, om det er noget for dig. Du er meget velkommen til at kontakte os, for yderligere oplysninger.

Inden kurset:
Sammen med opkrævningen er resterende kursusgebyr modtager du et spørgeskema på mail. Dette er ca. tre uger før kurset.

Vi vil gerne på forhånd vide, hvad dine største udfordringer og måske bekymringer er, når du er til et dressurstævne. Jo mere vi ved, jo bedre kan vi hjælpe dig!

Du skal ligeledes fortælle os, hvilket program som du gerne vil ride. Programmet skal være på B-bane og det er det samme program, som du rider til bedømmelse både fredag og søndag.

I ugen op til kurset fremsendes startliste via mail, så du kan se, hvornår du skal på banen fredag eftermiddag. Desuden sendes detaljeret tidsplan for resten af weekenden – så du kan glæde dig helt specifikt til kurset 😉

Under kurset:
Ved ankomst fredag eftermiddag anvises boks og parkering. Du har mulighed for at komme fra kl. 14.00 og installere dig og din hest, og gøre dig klar til første gennemridt af program. Vi opfordrer deltagerne til at klargøre hestene som til et helt almindeligt stævne, for at få alle facetter med.

Vi rider på udendørs sandbane, hvorpå der er opstillet en dressurbane, str. 18×36 m. Ja, vi ved godt, det er mindre end sædvanligt 20 x 40! Vi ønsker at skabe en så ægte stævneoplevelse som muligt, og har derfor valgt denne løsning. Hermed er der mulighed for at ride rundt om banen og samtidig er banens proportioner korrekte.

Der er mulighed for at varme op i ridehuset eller ved siden at den opsatte dressurbane (inde på sandbanen, der er 40 x 40 m). Det er ikke til gene for rytteren på banen, da en del af formålet med kurset er at finde fokus. Medmindre vejret er fuldstændig tosset foregår alt ridning udendørs.

Fredag aften efter spisning vil der være et oplæg/miniworkshop omkring det at ride stævner, få styr på nerverne og det at kunne lave en god rammesætning for dine ridt.

Lørdag formiddag bliver der et oplæg med Franklin Metoden for Ryttere (FME) ved Betina. Oplægget er udgangspunkt for enelektionerne senere på dagen og vil give dig et indblik i, hvordan du med ganske få midler kan øge din kropsbevidsthed og koncentrationsevne. Læs evt. mere om FME på www.franklinmethodequestrian.com. I løbet af lørdagen rider alle deltager to enelektioner med en pause imellem ved hhv Betina og Jannie. Lektionerne tager udgangspunkt i bedømmelsen fra fredagens ridt. Vi afslutter med en evaluering af dagen.

Søndag morgen er der en workshop med FME, hvor vi kommer ind på den gode vejtrækning, at finde sin lodrette akse og sig tyngdepunkt. Der bliver øvelser for bækkenet og rygsøjlens smidighed, der giver et mere dynamisk sæde i sadlen samt en mere effektiv brug af din krop. Nogle af øvelserne foregår liggende, så medbring gerne en trænings-/yogamåtte. 

Efter en let brunch gør deltagerne klar til anden programgennemridt til bedømmelse. Igen opfordrer vi til fuldt stævneudstyr til både hest og rytter, for at få fornemmelsen af at være til ‘rigtigt’ stævne 🙂 Vi afslutter kurset med en evaluering samt et festligt indslag – en fejring af, at du er kommet tættere på drømmen om at det er mere fornøjeligt at være til stævne, selv inde på dressurbanen… 

Diverse praktisk:
Ved al færden til hest er ridehjelm obligatorisk!

Boksene i stalden er strøet med træpiller/hamp og skal efterlades rengjort for klatter. Hø/wrap skal fodres i hønet. Der er luftefolde til rådighed, som deltagerne deles om. Vi fodrer gerne hesten morgen/aften med foder, der er stillet frem og efter aftale. Det er muligt at købe wrap på stedet til kr. 50,- pr. dag.

På stedet forefindes to små annekslejligheder med plads til tre personer i hver og fælles lille køkken. Disse kan bookes til overnatning – forhør nærmere ved tilmelding. Det er IKKE muligt at campere på stedet. Der findes flere gode B&B’er samt kroer i nærheden.

Vi forbeholder os ret til at aflyse kurset ved mindre end 6 tilmeldte ekvipager. Allerede indbetalt depositum/kursusgebyr vil naturligvis blive tilbagebetalt.
Meld dig gerne til hurtigst muligt og senest den 20. april 2023.