#THROWBACKTHURSDAY
Once upon a time: ca. april 1997 (Almost 20 år! wtf!), militarystævne på hjemmebane, Skårup Overgård. Limbo ♥
Billedet er hentet frem fra gemmerne i anledning af begrebet ’Throwback Thursday’, fordi jeg synes det er godt at se tilbage indimellem, for at forstå hvorfor vi er havnet, der hvor vi er.
Jeg elsker det her billede. Det minder mig om en skøn tid med fest og farver, stævner, gode kammerater og en fantastisk hest. Det minder mig om en fed følelse, som er svær at beskrive – jeg tænker, at du kender den følelse af samhørighed og flow fra din egen hest… Limbo gav mig mange gode ture; og andre gange nogle meget lærerige ture. Jeg var heldig at være til start det sidste år, at der var åben for militarystævne i Knuthenborg Safaripark. Det var en helt særlig oplevelse at ride landevejsridt inde i den blomstrende rhododendronskov og springe på den nyklippede terrænbane, i gode venners selskab. – Jeg har ikke lyst til at huske det as og mas, der var i træningen indimellem; alle de hårde ord til mig selv, hvis tingene ikke lykkedes. Jeg red med betydeligt højere pres end i dag, heldigvis har jeg aldrig givet hesten skylden for en dårlig runde – den gav jeg mig selv (så kan vi jo diskutere, hvad der er bedst i længden…). Limbo var, uanset min præstation, altid en tilgivende kammerat. Vi har været til en masse spring- og dressurstævner, og flere gange har den her fede følelse været tilstede, som jeg husker rigtigt tydeligt. Desværre måtte jeg af med ham i 2002.
I årene der fulgte har jeg redet meget on og off. Jeg startede ud med nye og unge heste, og der kom skader og ofte var der en masse konflikter i ridningen – og det var slet ikke sjovt. Ca. hver 3.-6.-9. måned har jeg prøvet til, men det virkede stadig ikke rigtigt og rideglæden forsvandt hurtigt og undskyldningerne for at springe over stod i kø. Jeg havde hverken modet, men bestemt heller ikke lyst til at sætte hesten ’på plads’. Det virkede helt forkert. Det er vel egentlig sjældent, at der kommer noget godt ud af at sætte hårdt mod hårdt? Jeg gik i stå. Altså havde jeg længe følt et behov for at gå nye veje; og havde faktisk også fået øje på dem i 2009, selvom jeg ikke vidste det dengang.
– Så blev jeg blå
I min søgen efter nye veje var der i 2015 en annonce, der igen og igen poppede op på Facebook. BBH Basisinstruktør – nu måtte jeg se nærmere på ’det der BBH’. Uddannelsen var lige mig; fagligt funderet (godt, når man er en nørd), ridningen sympatisk og med en god og respektfuld tilgang til hestene og eleverne. Jeg fulgte mit hjerte, da jeg fornemmede at dette kunne få mig ’op på hesten igen’ i flere betydninger. Og jeg havde slet ikke tænkt på, at jeg ville ende ud med at blive instruktør – på trods af navnet! – og hjælpe andre ryttere og heste. Det er jeg taknemmelig for, at jeg gjorde – og instruktørdelen er noget af det, jeg holder rigtigt meget af nu.
Uddannelsen er grundig og vi er kommet langt omkring. Jeg er glad for, at jeg på uddannelsen har lært om, hvordan hesten lærer og hvorfor konflikter opstår. Jeg har lært meget om hestens krop og funktion, fx hvorfor og hvornår man laver en bestemt øvelse med og for hesten. Det giver mig anledning til at eksperimentere mere, når jeg kender målet og mekanismerne. Jeg er blevet meget mere bevidst og er tilstede i træningen, i modsætning til at køre på automatpilot og gøre det, som jeg altid har gjort. Det har været en stor udfordring for mig, at ændre på mine gamle ridevaner og mønstre. Både fysisk, men især mentalt.
Inden jeg startede på Basisinstruktøruddannelsen, havde jeg – lidt hånligt – fået at vide, at BBH kun var ridning for lange tøjler og med næsen i sandet. Jeg ville se for mig selv, for mit hjerte har normalt ret, når jeg tør lytte efter. Det var ikke sandt – kun. For nogle gange er det i en periode godt for hesten at gå med næsen dernede, så hele overlinien kan blive strakt ud og afspændt. Over en lang periode gør det ikke hesten bedre fungerende og træningen skal justeres – periodens længde er individuel fra hest til hest. Målet er at gøre hesten bedre fungerende i sin krop for hvert træningspas, hvilket kræver forskellige strategier på forskellige tidspunkter i hestens udvikling. Som basisinstruktør er vi klædt godt på til at se hestens behov og nuancerne, og har hele tiden god sparring fra og med hinanden.
’For lidt og for meget fordærver alting’. Sådan er det også i træning. Vi skal søge balancen, og den er individuel for hver hest og for hver rytter. Og huske på, at alt er træning – også når tingene kører lidt af sporet. Heldigvis må man gerne prøve til igen – og igen…
Mødet med BBH og principperne har åbnet op for en masse ny læring og et nyt syn på gammel viden. Det er vigtigt for mig, at BBH er træningsprincipper og ikke et fastlåst system, og der er mulighed for at anvende det bedste til den enkelte hest. Min nysgerrighed er pirret, og jeg ønsker at dykke endnu dybere ned i hestens væsen, dens krop og natur, samspillet med rytteren og hvad vi ryttere kan gøre, for at hjælpe hesten og os selv til mere glæde i samværet og tilværelsen. Jeg glæder mig meget til at lære meget mere, at udvikle mig og mine egne ridefærdigheder – samtidig med, at jeg husker på, hvor jeg har været, på godt og skidt. Hesten er et fantastisk dyr, der kan bringe magi ind i menneskers liv. Derfor skal vi tage ansvar for vores heste på alle plan. Med viden følger ansvar…
For mig har træning og ridning efter BBH principperne virkelig gjort meget for min forståelse for hestene og deres adfærd. Og især deres kroppe, biomekanik og formåen. Jeg tager ikke konflikter i min ridning personligt længere, og er i stand til at være der for hesten (når ikke lige mit nervesystem ryger helt ud af kurs, jf. dette indlæg) og lægge en ny plan for træningen. Der er selvfølgelig stadig gode og dårligere dage, nu er jeg bare i stand til at være overbærende – også over for mig selv, hvilket er en stor gevinst. Min egen Nikita udviser ikke modstand på tøjlen længere. Signalerne er blevet adskilt, så hesten forstår opgaven hurtigere, når hjælperne ikke taler i munden på hinanden. Derfor skulle jeg tilbage og have lært hende nogle af de basale ting på en ny måde, sundt for mig at bryde rammerne og mine egne vaner. Jeg har valgt at ride hende helt uden næsebånd, da hendes bevægelse er markant friere og hun har mulighed for at åbne munden, hvis presset i tøjlen bliver for stort i hendes optik. Hun har ikke gjordkrampe mere, og det kobler jeg op på en mere indfølende og balanceret træning med lavere pres samtidig med hendes skulder- og brystparti er blevet afspændt. I det hele taget er min ridning med meget lavere pres, meget finere og venligere hjælpere, og derfor ikke hårdt for mine arme og ben. Den store udfordring er i dag min egen balance, fordi jeg ikke skal holde fast i tøjlen og klemme med benene – til min egen store morskab.
Jeg tror på, at selvom man rider efter BBH principper, kan man godt forene dette med ’traditionel’ ridning og stævnedeltagelse. Det er i hvert fald en drøm jeg har for fremtiden – og for mine egne præstationer. Jeg har dog ingen ambitioner om at skulle ride military igen, og vil i stedet nøjes med at nyde gamle billeder og minder, erfaringerne har jeg med mig i rygsækken. Og følelsen er jeg stadig motiveret til at finde igen og igen i min ridning – det lykkedes oftere og oftere – nu også i de helt enkle og små hverdagsøvelser.
Gør det med glæde
♥ Betina
