Den 1. september overtager vi ejendommen på Haugevej 13 ved Kjellerup, og vi glæder os max til at skulle anvende de gode rammer, der rummer utroligt mange muligheder for at lave noget god træning og vidensdeling – og dermed være medvirkende til at skabe mere glæde blandt heste og deres mennesker. Jeg kender stedet godt, for det er der ’hvor rideglæden bor’; forstået som det er der, hvor Blue Berry Hill har (haft) til huse indtil vi flytter ind. Et respektfuldt hestesyn og den gode energi nærmest driver af væggene i ridehuset – vi får et godt fundament at bygge på ❤️
Her vil jeg gerne opholde mig, fordi jeg føler mig hjemme
Vi ønsker at skabe en særlig stemning, som skal favne dig, når du opholder dig på ejendommen. Vi ønsker at give dig følelsen af at træde ind i et ’helle’ og opleve en følelse af samhørighed og af at være i et trygt og kærligt rum, hvor der er plads til at lære og vokse. Et sted, som man glæder sig til at komme til og at tage del i.
Hvis du er nysgerrig på, hvad der skal ske, så vil jeg gerne dele nogle af vores tanker for stedet og den forretning, som det fremover skal rumme.
Hestepension; vi åbner en lille hestepension, hvor vi tilbyder opstaldning med fuldpasning – vi sørger for alt det praktiske. Vi vil levere en ydelse, der er til at stole på, og vil have et hjerteligt og opbyggende miljø, der er skønt at opholde sig i. Pensionærerne er sådan nogle, der nærer stor respekt for deres heste og sætter værdier som ligeværd, samhørighed og medfølelse højt.
Vi hepper på hinanden og støtter hinanden i vores udvikling
Kursuscenter; jeg vil fortsætte med at tilbyde forskellige dagskurser og i højere grad kan du medbringe din egen hest, da der er bokse til formålet. Ridehuset gør, at det er muligt at have aktiviteter hele året rundt i modsætning til nu. Med tiden vil jeg også indbyde til kurser med forskellige undervisere og emner – jeg har allerede en lang liste med gode idéer (og som altid er du velkommen til at komme med forslag).
Ridelejre, træningsweekender og undervisning kommer naturligvis også på programmet – den første ridelejr i uge 42 er allerede åben for tilmelding – klik her (sender dig til Facebook). Som noget nyt kan du tage på weekendophold med din hest; du og hesten bliver indkvarteret og så laver vi en plan for din weekend – en ideel mulighed for noget kvalitetstid med din bedste firbenede ven og en pause fra hverdagen. Du kommer også til at kunne sende hesten alene på ferie, hvis der er behov for det.
Kropsterapi; jeg er glad for, at der kommer mere og mere fokus på rytterens egen krop og at denne skal være i lige så god funktion som hestens. Jeg fortsætter med at tilbyde kropsbehandlinger på min briks til rytterne med KST og bindevævsmassage, der afhjælper muskelspændinger og skævheder i kroppen. Det handler om trivsel og sundhed både hos menneske og hest, og du kan med fordel kombinere manuelle behandlinger med ridelektioner, for størst muligt udbytte. Der er naturligvis også plads til ’almindelige’ mennesker på briksen til behandlinger som hjælp mod smerter, spændinger og stress.
Der er rigtig mange muligheder på ejendommen, som vi vil udforske i løbet af den kommende tid – det er så spændende og vi glæder os virkelig meget. Der er eventyr (og enhjørninger) alle steder.
Stedet og min virksomhed får nyt navn, som vi løfter sløret for 1. september…
Fik jeg sagt, at vi glæder os?
❤️ Betina